
GENERELT HILSER JEG ANBEFALINGERNE fra EPX-ekspertgruppe om, at dansk og engelsk på B-niveau og matematik på C-niveau, med mulighed for at løfte til B, skal være obligatorisk meget velkomment.
Det markerer tydeligt, at EPX ikke kun skal være en praksisnær ungdomsuddannelse, men skal være en studieforberedende uddannelse, der giver unge et reelt og solidt afsæt til at gennemføre en videregående uddannelse.
DEBATSERIE OM INDHOLDET PÅ EPX
Ekspertgruppens anbefalinger til det faglige indhold, strukturen og identiteten på EPX blev offentliggjort 15. december. Anbefalingerne bliver afsæt for kommende politiske forhandlinger om det faglige indhold på EPX.
Men anbefalingerne møder både modstand og opbakning blandt professionshøjskoler, erhvervsskoler, erhvervsakademier, den forberedende grunduddannelse (FGU), gymnasierne - og ikke mindst mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.
A4 Uddannelse har spurgt de forskellige aktører, hvad de konkret mener om anbefalingerne og bedt dem komme med konkrete nedslag. Denne debatserie viser deres forskellige synspunkter.
16. december: KP: Kun én gren peger tydeligt mod velfærdsuddannelserne på EPX
17. december: Tekniq: Plant EPX solidt – så unge får faglig power og trivsel i top
19. december: Lederne om EPX: Et vigtigt (og tiltrængt) skridt for fremtidens unge
22. december: BUPL: Stor tidsel i EPX-anbefalinger
2. januar: GL: Det tredje år på EPX hænger og dingler
6. januar: DA: EPX-anbefalinger sætter rette kurs. Men lavt fagligt niveau er en falliterklæring
7. januar: Dansk Erhverv: To spørgsmål kan rive EPX'en i småstykker
8. januar: Danske Landbrugsskoler: Der er elementer i ekspertgruppens arbejde, som kræver udforskning og formning for at kunne realiseres
15. januar: SMVdanmark: EPX kræver en nytænkning af de boglige fag og obligatorisk efteruddannelse
20.januar: DI: Det helt afgørende, at det erhvervsrettede står i centrum i den nye gymnasiale uddannelse
21. januar: FGU-direktør: EPX skal være treårig og landsdækkende for at løfte de unge fagligt og socialt
23. januar: Metal: EPX kan blive nøglen til flere faglærte – men politikerne skal have tre fokuspunkter til forhandlingerne
29. januar: Zealand: EPX-undervisere skal uddannes på en helt ny måde
Dertil kommer anbefalingerne om, at de klassiske gymnasiefag skal gentænkes i en EPX-didaktik, hvor teori og praksis bindes tættere sammen. En afgørende anbefaling, hvis fagene på EPX skal have nødvendig relevans – og for at sikre at motivation og læringsudbytte hos eleverne er i fokus.
Der er dog ingen tvivl om, at der ligger en meget stor udviklingsopgave foran os og et meget stort behov for, at de lærere, der skal stå i klasseværelserne og undervise i de nye fag, har de nødvendige kompetencer. Det fordrer kompetenceudvikling både hos lærere, men også hos de nye ledelser der er i spidsen for EPX – i særdeleshed de pædagogiske ledere.
LÆS OGSÅ: Hovedorganisation går i offensiv med overenskomstkrav for EPX-lærere
Den kompetenceudvikling kræver, at den nuværende obligatoriske pædagogiske grunduddannelse – pædagogikum for gymnasielærere og diplomuddannelse i erhvervspædagogik for lærere på erhvervsskolerne – bør gentænkes og videreudvikles, så den pædagogiske kvalificering passer til uddannelsens identitet og særkende og til elevernes behov.
DER ER SANDSYNLIGVIS BEHOV FOR en helt ny model, der kobler de to eksisterende typer af pædagogisk uddannelse for lærere. Dette er en kerneopgave og en opgave, som vi på et erhvervsakademi er særligt interesseret i lykkes.
Vi ønsker naturligvis, at de elever vi modtager fra EPX kommer med den bedst mulige ballast til at kunne gennemføre en videregående uddannelse, og her er den didaktik og pædagogik, som lærerne på EPX praktiserer, afgørende for både elevernes læringsudbytte, men også for, at frafaldet på EPX bliver lille – og helst markant mindre end det frafald, vi i dag ser på erhvervsskolerne.
Både pædagogikum og diplomuddannelsen i erhvervspædagogik er uddannelsesmodeller, hvor læreren tager sin pædagogiske uddannelse, mens man er i undervisning – det vil sige en model, hvor man løbende kan afprøve, det man lærer på sin pædagogiske uddannelse.
Hvis den model skal videreføres og fungere fra starten i en helt ny uddannelse som EPX, anbefaler jeg, at der hurtigt igangsættes et udviklingsarbejde og gerne med nogle pilotprojekter.
Her vil både erhvervsakademier og professionshøjskoler være oplagte partnere, da den didaktik og pædagogik, der benyttes på de erhvervs- og professionsrettede uddannelser, vil have elementer til fælles med den didaktik og pædagogik, der skal benyttes på EPX. Disse pilotprojekter kan eksempelvis foregå i samspil mellem enkelte erhvervsskoler og gymnasier og erhvervsakademier/professionshøjskoler i samme geografiske områder og kan omfatte praktik og decideret udviklingsarbejde.
Samtidig vil denne type af samarbejde styrke det nødvendige kendskab til hinandens uddannelsesmæssige kontekster, som vil blive et meget vigtigt element, når EPX igangsættes i 2030. For de pædagogiske ledelser på de kommende EPX-institutioner skal der ligeledes igangsættes kompetenceudvikling.
Her kan man måske skele til det eksisterende 10 ECTS diplommodul i pædagogisk ledelse, som er et valgmodul i enten diplomuddannelsen i erhvervspædagogik eller den pædagogiske diplomuddannelse hos flere af de udbydende professionshøjskoler.
Dette modul kan med relativ lille indsats videreudvikles til at rumme de behov, der er til stede i EPX og derved sikre, at pædagogiske ledere på den nye uddannelse klædes godt på til opgaven.
Perspektiverne og potentialerne er positive, og vi ser frem til at indgå i tæt samarbejde med EPX-institutionerne om i fællesskab at få EPX til at blive en succes og sikre, at eleverne, der vælger en videregående uddannelse efterfølgende, har de nødvendige kompetencer til at kunne gennemføre.
















