
TAK TIL EKSPERTGRUPPENS FORSLAG til indhold i den kommende EPX. Eksperterne har talt og leveret et sammenhængende bud på en kompleks udfordring.
Danske Landbrugsskoler har set frem til resultatet af arbejdet. Vi glæder os til, at vores
ungdomsmiljøer, værksteder, træningsarealer og tætte samarbejde med primære og sekundære erhverv kommer endnu mere i spil.
Vi kender den daglige opgave med at få erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser på højt niveau til at spille godt sammen gennem vores arbejde med EUX – en uddannelse, der i dag står som et grønt fyrtårn og dimitterer 250 EUX-lærlinge hvert eneste år.
Ekspertgruppens arbejde viser, at det er muligt at tænke nyt og samtidig etablere et grundlag for en realiserbar ny ungdomsuddannelse. Der skal skabes et reelt alternativ for de unge, som stimuleres og udvikles gennem en praksisfaglig didaktik, hvor de bruger hoved og hænder samtidig. Netop samspillet mellem hånd og ånd bliver væsentligt at fastholde fokus på.
DEBATSERIE OM INDHOLDET PÅ EPX
Ekspertgruppens anbefalinger til det faglige indhold, strukturen og identiteten på EPX blev offentliggjort 15. december. Anbefalingerne bliver afsæt for kommende politiske forhandlinger om det faglige indhold på EPX.
Men anbefalingerne møder både modstand og opbakning blandt professionshøjskoler, erhvervsskoler, erhvervsakademier, den forberedende grunduddannelse (FGU), gymnasierne - og ikke mindst mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.
A4 Uddannelse har spurgt de forskellige aktører, hvad de konkret mener om anbefalingerne og bedt dem komme med konkrete nedslag. Denne debatserie viser deres forskellige synspunkter.
16. december: KP: Kun én gren peger tydeligt mod velfærdsuddannelserne på EPX
17. december: Tekniq: Plant EPX solidt – så unge får faglig power og trivsel i top
19. december: Lederne om EPX: Et vigtigt (og tiltrængt) skridt for fremtidens unge
22. december: BUPL: Stor tidsel i EPX-anbefalinger
2. januar: GL: Det tredje år på EPX hænger og dingler
6. januar: DA: EPX-anbefalinger sætter rette kurs. Men lavt fagligt niveau er en falliterklæring
7. januar: Dansk Erhverv: To spørgsmål kan rive EPX'en i småstykker
9. januar: Danske landbrugsskoler: Der er elementer i ekspertgruppens arbejde, som kræver udforskning og formning for at kunne realiseres
EKSPERTGRUPPENS FORSLAG RUMMER mange stærke ambitioner, men opleves fortsat som gymnasietungt. Hvis gørelyst og praksisnærhed skal lykkes, kræver det mere plads til virkelige læringsmiljøer, håndværk, erhverv og professionsrettede træningsmiljøer – ikke kun nye fag i kendte rammer.
I EPX-ekspertgruppens anbefalinger er gørelyst, didaktik samt samarbejde med erhverv og
professioner helt centrale elementer. Gørelyst forstås som elevernes mod og lyst til at handle, skabe og tage ansvar, og det omsættes didaktisk gennem praksisnær undervisning, autentiske opgaver og et tydeligt samspil mellem teori og praksis. Samarbejdet med virksomheder og professioner prioriteres som en integreret del af undervisningen, så eleverne arbejder med virkelige problemstillinger og møder de faglige fællesskaber, de uddanner sig mod.
Danske Landbrugsskoler ser et stort potentiale i EPX og peger på, at gørelyst og praksisnær
didaktik forudsætter adgang til virkelige læringsmiljøer. Samarbejdet med erhverv og professioner skal være forpligtende.
På den Gråsten Landbrugsskole, hvor jeg er leder, har vi netop her op til jul sendt 95 grundforløbs- og hovedforløbslærlinge i praktisk oplæring, og 100 procent har en uddannelsesaftale med en landmand.
Der er elementer i ekspertgruppens arbejde, som kræver yderligere udforskning og formning for at kunne realiseres. Det drejer sig om:
- Mulighederne i toning af stammefag og lokal tilpasning giver potentiale for at skabe mening og motivation og bør udfoldes yderligere.
- Når gørelyst skal realiseres, kræver det fysiske læringsmiljøer og forpligtende
virksomhedssamarbejder.
- Muligheden for at skifte skole eller ”gren” efter 1.g bør overvejes og synliggøres som en
naturlig vej – ikke som et omvalg, der tvinger EPX-eleven til at starte forfra. EPX skal
kunne “sælges” til målgruppen, og eventuelle barrierer bør fjernes.
- Hvis de bogligt stærke elever skal have mulighed for at søge direkte ind på de grønne
videregående uddannelser efter EPX, skal der sikres mulighed for flere
(naturvidenskabelige) fag på A-niveau.
Danske Landbrugsskoler står klar til at bidrage til udviklingen af en erhvervs- og professionsrettet gymnasial uddannelse.

















