3F: Der er stadig meget at kæmpe for, før vi har arbejdspladser, der er for alle

Tina_Christensen_N__stformand_3F_Pressefoto_1920px_tre_to
Foto: 3F
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Størstedelen af LGBT+ personer har haft diskrimination tæt inde på livet. Det vidner om, at vores arbejdspladser slet ikke er så inkluderende, som vi tror, skriver 3F i dette debatindlæg.

EN RAPPORT fra LGBT+ Danmark afslører, at fire ud af fem LGBT+ personer har oplevet eller overværet diskrimination på arbejdspladsen inden for de sidste to år. Dette er et alarmerende tegn på, at vores arbejdspladser langt fra er så inkluderende og trygge, som de burde være. 

Seksuelle minoriteter er særligt udsatte for seksuel chikane og mobning, hvilket tydeligt viser, at vi stadig har meget at kæmpe for, når det kommer til at sikre lige vilkår for alle.

Arbejdspladsen skal være et sted, hvor alle føler sig trygge og værdsatte, uanset hvem de er. Det er både arbejdsgiverens ansvar at sikre dette miljø, men også vores fælles ansvar som kollegaer, fagbevægelse og samfund. Fagbevægelsen er grundlagt på idéen om, at der skal være plads til alle, og at vi alle er lige. Det er et princip, vi skal stå fast på.

LÆS OGSÅ: Ansatte på barer og restauranter oplever mest seksuel chikane

At fire ud af fem LGBT+ personer har oplevet eller overværet diskrimination, er uacceptabelt. Helt grundlæggende bør alle kunne gå på arbejde uden at føle sig utrygge eller blive chikaneret. Hvis vi skal kunne kalde os et rummeligt samfund, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at alle – uanset køn, seksualitet, etnicitet eller baggrund – kan gå på arbejde uden frygt for chikane eller diskrimination.

I FORÅRET KÆMPEDE VI i 3F en vigtig kamp for lærlingenes ret til et arbejdsmiljø uden chikane. Vores lærlinge er fremtidens faglærte, og de fortjener at blive mødt med respekt og værdighed fra første dag på arbejdsmarkedet. Denne kamp var ikke kun en kamp for lærlingene, men også en del af vores bredere indsats for at fremme ligestilling og bekæmpe diskrimination på arbejdspladserne. I 3F arbejder vi løbende på at fremme ligestilling gennem oplysning, uddannelse og støtte til vores medlemmer, så de kan stå imod og bekæmpe enhver form for diskrimination.

Det er særligt vigtigt, at vi retter vores opmærksomhed mod de unge. De er fremtidens arbejdsstyrke, og vi skal sikre, at de træder ind i et arbejdsmiljø præget af respekt og mangfoldighed. Der skal sættes ind med initiativer, der fremmer en god kultur på arbejdspladsen, hvor alle kan føle sig velkomne og accepterede.

I DENNE UGE, hvor Priden løber af stablen, har vi en særlig mulighed for at bakke op om kampen for diversitet. Vi opfordrer alle til at deltage i Priden og støtte de mange aktiviteter, der finder sted både i København og rundt om i landet. Herunder i 3F hvor vi afholder en stor Pridekonference. Priden handler ikke kun om at fejre mangfoldighed, men også om at kæmpe for de rettigheder og den tryghed, som alle bør have – også på arbejdspladsen.

Hos 3F kæmper vi for alle vores medlemmer, uanset seksualitet, etnicitet eller baggrund. Det er derfor helt naturligt for os at støtte op om Priden, da den netop kæmper for det rummelige og solidariske arbejdsmarked, som vi altid har stået for.

Lad os sammen sikre, at ingen føler sig utrygge på deres arbejde, og at alle føler sig velkomne og værdsatte – hver dag, på hver arbejdsplads.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR