
1. december bliver Nina Hemmersam institutchef for landets største pædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole (KP).
Det skriver KP i en pressemeddelelse.
Hun får ansvaret for omkring 5.000 pædagogstuderende, 250 PAU-studerende og mere end 200 medarbejdere på tværs af Campus Carlsberg, Campus Hillerød og Campus Bornholm.
Nina Hemmersam er tidligere kontorchef, policychef og senest HR-chef i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, hvor hun har været ansat siden 1999.
"Med hendes erfaring og engagement er hun et virkelig stærkt kort for KP, når vi nu skal udvikle en ny pædagoguddannelse i forbindelse med uddannelsesreformen," siger rektor Anne Vang Rasmussen fra Københavns Professionshøjskole i pressemeddelelsen.
Nina Hemmersam afløser pædagoguddannelsens nuværende institutchef Kirsten Balle, der går på pension ved årsskiftet.

















