DI og TL: Styrk de tekniske erhvervsakademiuddannelser med praktikum – vi har brug for talenterne
HVIS DER ER ET ØNSKE, vi i den grad deler med regeringen, er det ønsket om at få flere unge med tekniske kompetencer ud på arbejdsmarkedet.
Der er behov for flere energiteknologer, produktionsteknologer, procesteknologer, automationsteknologer og byggekoordinatorer. Dimittenderne fra disse uddannelser er i høj kurs og udmærker sig ved, at de både har praksisfaglighed og teoretisk indsigt i deres fagområder.
Desværre er de tekniske erhvervsakademiuddannelser pressede i forhold til lavt optag. Vi ser, at udbud af uddannelser bliver nedlagt uden at genopstå, på trods af at arbejdsmarkedet efterspørger netop dimittenderne, som både retter sig mod faglærte og studenter. Det giver ikke mening.
LÆS OGSÅ: Trods fremgang må erhvervsakademi aflyse fem udbud
Både sektoren og parterne har i årevis gjort opmærksom på behovet for, at studerende, med en studentereksamen bag sig, får mulighed for et introducerende værkstedsforløb – det såkaldte praktikum. Og tidligere forsøg har vist, at praktikum kan reducere frafaldet blandt gruppen af studerende med gymnasiebaggrund.
Det styrker endda de studerende efterfølgende, at de har en praksisfaglig basis at stå på, der gør dem bedre i stand til at navigere i den virkelighed, de kommer ud til - for eksempel på en byggeplads eller i en produktion.
Politikerne har lyttet, og vi har med stor tilfredshed noteret os, at praktikum er en del af regeringens reformudspil, hvor der lægges op til et forløb på nogle måneder.
LÆS OGSÅ: Overblik: Regeringen forkorter uddannelser og lukker VUC og GF1
Vi håber, at der er vilje til at se på en løsning, som i praksis reelt vil kunne øge interessen og dermed bestanden af studerende, så vi kan få flere kvalificerede medarbejdere. Det kunne være en model, hvor praktikum udvides til et semester for udvalgte grupper.
VI FORESLÅR EN MODEL, hvor studerende med en faglig relevant erhvervsuddannelse - herunder elever med eux-baggrund - kan optages direkte på en toårig teknisk erhvervsakademiuddannelse - præcis som i dag. Studerende med en stx- eller hf-baggrund optages på et introducerende teknisk semester, som helt eller delvist kan være tværgående i forhold til de tekniske erhvervsakademiuddannelser, der udbydes på den enkelte institution. Semestret skal alene klæde de studerende på til at kunne starte og gennemføre en teknisk erhvervsakademiuddannelse efterfølgende.
Når de studerende har færdiggjort deres uddannelse - med eller uden praktikum, vil de kunne bygge oven på deres erhvervsakademititel som for eksempel automationsteknolog med en modulopbygget deltidsuddannelse, hvilket giver dem professionsbachelorniveau og titlen som eksempelvis professionsbachelor i automationsteknologi.
Dette vil, udover at imødekomme arbejdsmarkedets efterspørgsel efter disse profiler, styrke volumen på de tekniske erhvervsakademier og mindske frafaldet. Der vil være en naturlig vej ind i de tekniske erhvervsakademiuddannelser, selvom den studerende ikke kommer med en relevant faglært baggrund.
Vi håber, at der vil være politisk vilje til at se denne vej. Vi har et stærkt ønske om at styrke de tekniske erhvervsakademiuddannelser, for vi har i den grad brug for dimittenderne, og vi kan rent faktisk se, at de kommer i job.